Gå til indhold

Pressemeddelelse: Udviklings- og Forenklingsstyrelsen tager Rigsrevisionens beretning om ejendomsvurderingssystem til efterretning

Rigsrevisionen kritiserer i en ny beretning styringen af udviklingen af ejendomsvurderingssystemet i årene 2017 til 2020. Kritikken tages til efterretning, og det understreges, at ejendomsvurderingssystemet er et andet og bedre sted nu, end det var i den periode, som Rigsrevisionens undersøgelse omhandler.

Rigsrevisionen igangsatte i oktober 2020 en undersøgelse af ejendomsvurderingssystemet. Rigsrevisionens beretning undersøger økonomi- og risikostyringen på ejendomsvurderingsområdet i perioden 2017-2020 og udtrykker en række kritikpunkter heraf. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er enig i, at risikostyringen og økonomistyringen har været mangelfuld og er nu i gang med at gennemføre initiativer, der styrker økonomi- og risikostyring i programmet.

Kritikken kommer ikke bag på styrelsesdirektør Niels Gotfredsen:

”Store dele af kritikken fra Rigsrevision er enslydende med deres tidligere rapport om området, der dækkede næsten den samme periode. Derfor kommer den heller ikke bag på os. Blandt andet på baggrund af kritikken har It-tilsynet tidligere i år gennemgået programmet og opstillet en række anbefalinger til grundlæggende forbedringer. Derfor omorganiserede og styrkede vi hele området i foråret i tæt overensstemmelse med It-tilsynets anbefalinger, og vi kan allerede nu se en tydelig effekt, hvor økonomistyringen, risikostyringen og generelt programstyringen er markant forbedret. Samtidig er udsendelsen af de første ejendomsvurderinger påbegyndt,” siger han.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har sammen med It-tilsynet trykprøvet tidsplaner og økonomi i programmet. Trykprøvningen viste et behov for omfattende ændringer i programmets grundlag og tilgang, og ændringerne blev anset som en forudsætning for at komme i mål med udviklingen af it-systemet. Hovedparten af ændringerne er blevet implementeret i løbet af 2021.

Styrket ledelse, styring og gennemsigtighed
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har på baggrund af It-tilsynets trykprøvning og undersøgelse af ICE-programmet igangsat en række initiativer, som blandt andet styrker ledelseskraften og økonomistyringen i projektet.

En hovedobservation i It-tilsynets afrapportering vedr. ejendomsvurderingsprogrammet inden sommerferien var, at der ikke var mulighed for at følge fremdrift i leverancer, økonomi og risici. I et notat fra 15. november i år konstaterer tilsynet, at der nu er etableret en sammenhæng mellem økonomi, faglig fremdrift og tidsplan, og It-tilsynet vurderer, at økonomiopfølgningen samlet set er forbedret.

”Når man læser Rigsrevisionens rapport, kan man godt få det indtryk, at vi ikke har overblik over økonomi, fremdrift, tidsplan og risici. Men det billede er forkert og afspejler, at Rigsrevisionen alene har kigget på perioden frem til 2020. Siden da har vi igangsat og gennemført flere initiativer, der forbedrer styringen af økonomi og ressourcer væsentligt. Så selv om der fortsat er udfordringer, og der er tale om et projekt med høj risiko, så er vi altså et andet og bedre sted nu, end vi var i den periode, som Rigsrevisionens undersøgelse omhandler,” konstaterer Niels Gotfredsen.

Læs faktaark om igangsatte initiativer

Læs It-tilsynets statusnotat (november 2021)


Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7222 1100