Gå til indhold

Pressemeddelelse: Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er enig i Rigsrevisionens kritik af styringen i det nye ejendomsvurderingssystem

Rigsrevisionen kritiserer styringsgrundlaget for økonomien i et notat til sin beretning om ejendomsvurderingsprogrammet. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen tager kritikken til efterretning og oplyser, at der allerede er igangsat en række tiltag for at styrke styringen.

Rigsrevisionen har siden 2016 fulgt Skatteministeriets styring af økonomien i udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem. I deres seneste opfølgende notat til beretningen fra 2017 udtrykker de utilfredshed med, at der ikke er etableret et tilstrækkeligt styringsgrundlag for økonomien i udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem.

Konstitueret direktør i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, Niels Gotfredsen, er enig i kritikken.

Vi er enige med Rigsrevisionen i, at styringen af økonomien i programmet ikke har været god nok. Derfor tager vi deres kritik til efterretning, ligesom vi allerede har igangsat en række initiativer for at styrke styringen af programmet”, siger Niels Gotfredsen.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har igangsat en række fokuserede tiltag til at styrke eksempelvis estimering, økonomiopfølgning og fremdriftsrapportering både i forhold til arbejdet med udviklingen af ejendomsvurderingssystemet og i forhold til styringen af it-projekter og -programmer i styrelsen bredt.

Fra Skatteministeriets side bliver der desuden igangsat en ekstern undersøgelse af ejendomsvurderingsprogrammet.

”Vi ser frem til at få resultaterne af den eksterne undersøgelse, som vi forventer vil  munde ud i et bedre grundlag for økonomien og tidsplanen. Det kan hjælpe os med at bringe programmet i mål”, siger Niels Gotfredsen.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev erstattet af syv nye styrelser. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen udvikler i samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser en fremtidsparat og sikker digital forvaltning.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7222 1100