Gå til indhold

Nye tal: Skatteforvaltningen er en attraktiv it-arbejdsplads

Ny undersøgelse fra 2018 viser, at it-afdelingerne i Skatteforvaltningen, der blev til Udviklings- og Forenklingsstyrelsen pr. 1/7-18, opfattes som attraktive arbejdspladser blandt it-professionelle. Bag undersøgelsen står rådgivningsvirksomheden Universum, som har udført 494 interviews med it-professionelle og rangerer, hvilke arbejdspladser der er mest attraktive.

It-afdelingerne i Skatteforvaltningen, der blev til Udviklings- og Forenklingsstyrelsen pr. 1/7-18, er gået frem på listen over de mest attraktive it-arbejdspladser i Danmark blandt it-professionelle. Listen er et resultat af rådgivervirksomheden Universums årlige undersøgelse af danske it-arbejdspladser og blev udgivet i midten af oktober. Universum undersøger hvert år danske virksomheders attraktivitet blandt både studerende og færdiguddannede, herunder i it-branchen. I 2017 lå skatteforvaltningen på en 39. plads i undersøgelsen – i år er vi rykket 12. pladser frem til en 27. plads. Undersøgelsen er lavet blandt 494 it-professionelle med en videregående uddannelse.

Hos Andreas Berggreen, styrelsesdirektør i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, er der stor glæde over fremgangen. Han peger på, at nogle af årsagerne til, at Skatteforvaltningen er gået frem i undersøgelsen formentlig er, at det er rygtedes, at vi er lykkes med mere moderne udviklingsmetoder og kan tilbyde it-specialisterne at være med til at løse de store komplekse udfordringer, som vi står overfor med opbygningen af det nye skattevæsen.

- Jeg er stolt over, at undersøgelsen viser, at vi er blevet en mere attraktiv arbejdsplads for de it-professionelle, for det er helt afgørende, at vi kan tiltrække og fastholde de rette medarbejdere! Vi kan tilbyde stærke faglige miljøer, dygtige kolleger og karrieremuligheder på tværs af styrelsen. Det kan være blandt årsagerne til, at it-professionelle finder os attraktive, siger Andreas Berggreen.

Andreas Berggreen vil ikke bare fastholde den gode placering i undersøgelsen, men styrke den frem mod 2019. Og så skal ambitionen om at være en attraktiv arbejdsplads ikke kun gælde it-profesionelle.

- Jeg har det mål, at vi næste år ligger endnu højere på Universums rangliste, for det er kun, hvis vi har de rette medarbejdere i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, at vi kan lykkes med ejendomsvurdering, inddrivelse og told – og lige om lidt også den store transformation af vores gamle it-systemer.