Gå til indhold

Rikke Otte, UX-designer

“Gennem mit arbejde er jeg med til at sikre, at vi får formidlet komplicerede skatteregler i øjenhøjde og skabt løsninger, som giver værdi for borgere og virksomheder. Det føler jeg mig meget privilegeret over at være med til.”
Rikke Otte, UX-designer

Hvilke typer opgaver sidder du typisk med til daglig?  

Som UX-designer (User Experience designer) i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er mit arbejde at skabe gode og sammenhængende brugeroplevelser på tværs af Skatteforvaltningens løsninger. Det sker altid i tæt samarbejde med de skattefaglige styrelser, hvor vi får identificeret målgruppens behov, som jeg derefter prototyper og løbende tester. Dog kan en UX-designers opgaver og metoder variere meget fra projekt til projekt afhængig af, hvilken fase vi er med i, fx analyse eller selve udviklingsfasen.  

Siden 2018 har jeg været udlånt som UX’er til et stort agilt udviklingsprojekt for Skattestyrelsen, One Stop Moms, som handler om at gøre det nemmere for danske virksomheder at indberette moms. I den proces samarbejder vi med mange andre fagligheder på tværs af Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, fx udviklere og arkitekter, og finder sammen frem til, hvilken løsning, der er den bedste.  
 
Hvad synes du, er det mest spændende ved dit arbejde?  

Gennem mit arbejde er jeg med til at sikre, at vi får formidlet komplicerede skatteregler i øjenhøjde og skabt løsninger, som giver værdi for borgere og virksomheder. Det føler jeg mig meget privilegeret over at være med til. Det er altid spændende at udforske, hvilke løsninger, der er de bedste for målgruppen, for det udfordrer min evne til at tænke skarpt og kreativt. 

Samtidig er det virkelig fedt, at jeg dagligt får lov til at samarbejde med så mange forskellige fagligheder, som kan noget helt andet end mig selv. Det gør, at jeg lærer en masse ved siden af min egen profil. 

 
Hvordan er det faglige niveau og ansvarsmulighederne? 

Da jeg startede for over fire år siden, fik jeg hurtigt tildelt ansvar og blev udlånt til et stort udviklingsprojekt, selvom jeg kom direkte fra studiet. Det føltes som et kæmpe skulderklap, at der var så meget tillid til mig fra dag ét, og det har gjort, at min læringskurve som UX-designer har været utrolig stejl. 

Derudover er vi mange UX-designere i UFST, som hver uge mødes i et fagligt netværk for at dele vores erfaringer og sparre med hinanden. Det giver et fællesskab og sikrer konstant læring og nytænkning, så det sætter jeg stor pris på. 
 

Vi er mange UX-designere i UFST, som hver uge mødes i et fagligt netværk for at dele vores erfaringer og sparre med hinanden. Det giver et fællesskab og sikrer konstant læring og nytænkning, så det sætter jeg stor pris på.

Rikke Otte, UX-designer

Hvad vil du sige til andre, som overvejer at søge job i UFST? 

Fordi Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en stor organisation, er der mange forskellige fagligheder, som man kan dykke ned i. Den brede vifte af stillinger betyder, at der er åbenhed overfor, hvis man har lyst til at skifte karrierevej internt i organisationen. 

Fælles for os, der arbejder her, er, at vi alle løser komplekse og udfordrende arbejdsopgaver, som er vigtige for samfundet og gør en forskel for borgere og virksomheder. Det er for mig en kæmpe motivation! 

Derudover er kulturen herinde rigtig god, fordi UFST virkelig rummer en masse engagerede medarbejdere, der går langt for at hjælpe hinanden. Her er er ingen spidse albuer, og det sociale fællesskab er stærkt. Og så giver det en stor frihed i hverdagen, at arbejdsforholdene er så fleksible. 

 

Mød flere medarbejdere