Om at være graduate

Vi tilbyder vores graduates en stejl læringskurve, unik erfaring og et stort fagligt og socialt netværk.

Hos Udviklings- og Forenklingsstyrelsen gentænker og nyudvikler vi alle de systemer, som danskerne bruger til at betale skatter og afgifter. Det er store og komplekse systemer, og de skal kontinuerligt videreudvikles, mens de stadig kører.

Det er ikke nogen enkel opgave. Faktisk vil vi gå så langt som at kalde det den sværeste it-opgave i Danmark i disse år. Men hvis det var let, var det ikke spændende.

Hvad tilbyder vi graduates?

Graduates i styrelsen får en stejl læringskurve, unik erfaring og et stort fagligt såvel som socialt netværk.

Som graduate får du lov at følge vores specialister på tæt hold, ligesom du bliver en del af et leveranceteam med eget opgaveansvar. Vi vil naturligvis klæde dig på med relevante kurser og certificeringer, så du løbende får fyldt værktøjskassen.

Som graduate vil du blive tilknyttet en mentor og bliver desuden en del af graduate-teamet i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. Her er løbende sociale og faglige arrangementer, der giver dig et godt netværk på tværs af organisationen.

Hvad forventer vi af vores graduates?

Vi forventer, at du trives med at arbejde i teams og – ligesom os – tror på, at det er i samarbejdet mellem dygtige mennesker med hver deres faglighed, at de bedste resultater skabes.

Du er ambitiøs og kan se graduate-programmet som et springbræt til en spændende karriere hos os. Du motiveres af at arbejde med komplekse problemstillinger til gavn for fremtidens digitale skattevæsen.

Som graduate i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er jeg blevet kastet ud i store komplekse udfordringer sammen med yderst kompetente kolleger, som alt sammen er med til at klæde mig rigtig godt på til fremtidige udfordringer, samtidig med at mit arbejde gør en forskel for den enkelte dansker

Graduate, Simon Juhl Andersen