Business Analyst: "Det er virkelig spændende at arbejde i en forvaltning, der har så stor offentlig bevågenhed"

Nanna Nielsen Zmylon
Nanna Nielsen Zmylon

Hvorfor valgte du at blive graduate i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?

Det er jo en fantastisk fed mulighed at kunne prøve mig selv af i forskellige kontorer og i forskellige roller. Jeg havde faktisk afskrevet graduate-programmer, da jeg lige var færdiguddannet, fordi mit indtryk var, at det typisk er meget konkurrenceprægede miljøer, hvor kun dem med rundsave på albuerne rigtigt får succes. Men jeg var så heldig at møde en repræsentant for HR på en jobmesse, som fik mig overbevist om, om at et graduate-program i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen godt kunne være noget for mig. Og det er slet ikke konkurrencepræget, som jeg oprindeligt troede. De andre i graduate-gruppen er ikke konkurrenter, men kolleger, som jeg kan læne mig op ad og sparre med.

Hvad arbejder du med i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?

Jeg har bl.a. arbejdet med at kortlægge forretningsprocesser i værktøjet QualiWare, hvilket i høj grad handler om at skabe struktur og klare linjer – og det er jeg vild med. De var spændende planlægge og afholde workshops, og jeg var også med til at udarbejde vejledninger og uddannelsesmateriale. I Turnus 2 arbejder jeg også med kortlægning af processer, men på en helt anden måde, da jeg her er med til at modne en opgave, så den er klar til at sende videre til udviklerne. Det handler om at få styr på alle aspekter af en opgave, få alle de relevante mennesker i tale – og få dem til at tale sammen – så en konkret arbejdsgang i den sidste ende kan automatiseres. Det kræver et overblik, som det tager tid at tilegne sig, og det er afgørende med et stærkt bagland af gode kollegaer, og at man ikke er så bange for at begå fejl undervejs, at man ikke kommer nogen vegne. Mine kolleger har virkelig været gode til at hjælpe, og det er min klare fornemmelse, at der i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en kultur for, at fejl, det er noget, man lærer af.

Hvad er det mest udfordrende ved at være graduate?

Det sværeste ved min første turnus var – ikke overraskende – at finde min rolle i organisationen. Der er jo mange arbejdsgange, beslutningskæder og konstellationer, som man skal tillære sig – og det gør det ikke lettere at starte som dimittend. Her var vi i graduate-gruppen hjulpet godt på vej af den grundige onboarding, vi fik. Men jeg havde også nogle rigtig gode kollegaer i kontoret, som var søde at svare på alle mine dumme spørgsmål lige så mange gange, som jeg havde behov for.

Personligt er det også en udfordring at skulle ”starte forfra” tre gange på 18 måneder – selvom det jo var det, jeg i sin tid sagde ja til. Lige da jeg var faldet godt til rette i kollegagruppen og var blevet bekendt med vores kerneopgave, skulle jeg til næste kontor og starte helt forfra igen, og på ny bevise mit værd – kort sagt får man ikke lov til at gro fast! Men på den anden side af de 18 måneder ved jeg, at det vil give mening. Min læringskurve har været stejl, og jeg har en viden, der er bredere funderet, end det er mange nyuddannede forundt. Og så kender jeg folk i alle mulige hjørner af organisationen, som jeg ellers ikke ville have lært at kende.

Hvordan er sammenholdet med de andre graduates?

Jeg synes, sammenholdet er virkelig godt. Mine med-graduates er virkelig dygtige og engagerede mennesker. Det er en meget inspirerende gruppe at være en del af. Det er fedt at have nogen, man kan læne sig op ad og dele sine frustrationer med, hvis de opstår. Vi kan dele rigtig meget med hinanden, fordi vi alle har et rimelig godt kendskab til hinandens arbejde, men der er alligevel en armslængde, fordi vi ikke sidder lige op og ned ad hinanden. Derfor oplever jeg en ret stor bramfrihed mellem os, der gør, at vi vokser sammen.

CV

Nanna Nielsen Zmylon

Business Analyst Graduate i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen september 2019-februar 2021

Uddannelse: Bachelor i Datalogi og Kommunikation og kandidat i Informatik og Kommunikation – januar 2019.

Graduate i:

Turnus 1: Procesanalyse og Metode
Turnus 2: Procesautomatisering
Turnus 3: Digital Kommunikation og Design