Software Engineer: Selvom jeg har fået lov at tage ansvar fra allerførste dag, har jeg aldrig følt mig alene

 Amalie Arleth Viinholt
Amalie Arleth Viinholt

Hvorfor har du valgt at blive graduate i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?

Det tiltalte mig, at der blev udvist så meget tillid til mig som nyuddannet. I stedet for at kræve mange års erfaring, som man af logiske grunde ikke har på det tidspunkt i sin karriere, så Udviklings- og Forenklingsstyrelsen en værdi i nyuddannede med mod på at lære nyt. Jeg motiveres også af at arbejde i en offentlig organisation, hvor slutproduktet kommer borgerne til gode, og hvor det ikke kun handler om at lave de nyeste, smarteste produkter, men om at skabe meningsfuld teknologi, som forbedrer vores stærke velfærdssamfund.

Hvilke områder beskæftiger du dig med som software engineer i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?

I mit første kontor har jeg arbejdet med AI, som kan bidrage til at automatisere komplekse kognitive processer – og i samspillet med robotics, som kontoret også udvikler, opstår der mange interessante opgaver. Kontorets arbejde spiller en vigtig rolle i modernisering af Skatteforvaltningens systemer, da det er muligt at lave kort- og mellemsigtede forbedringer af systemer, som ikke er klar til udskiftning endnu. Det skaber både værdi og effektivitet ude i fagstyrelserne, men også større arbejdsglæde, da medarbejderne frigives til mere udfordrende opgaver.

Lige nu arbejder jeg som data engineer med at indlæse data og udvikle dataløsninger til at understøtte arbejdet i vores samarbejdskontorer. Jeg arbejder bl.a. på et projekt om kundetilfredshedsmålinger – en opgave, som ikke blot går på tværs af kontorer i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, men faktisk også på tværs af styrelserne i Skatteforvaltningen. Jeg skal lære en helt ny faglighed, som jeg ikke har beskæftiget mig med før – men det er kun fedt at blive udfordret.

Hvad er det mest spændende/udfordrende ved dit arbejde?

Det er udfordrende at blive kastet ind i en kæmpestor, kompleks organisation med en forventning om at kunne bidrage med noget meningsfuldt. Og det er samtidig det som er det fede. Jeg har kunnet udvikle min kernefaglighed samtidig med at jeg har lært en masse nyt. Og selvom jeg har fået lov at tage ansvar fra allerførste dag, har jeg aldrig følt mig alene – jeg har altid kunnet få sparring og støtte fra mine gode kollegaer.

Hvad er det bedste ved at være graduate i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?

Det bedste er, at vi er startet et helt hold af graduates samtidig. Vi har helt fra starten haft et netværk, som er både socialt og fagligt, og som bare fungerer! Selvom vi har vidt forskellige fagligheder og sidder mange forskellige steder i organisationen, kan vi bruge hinanden til at lære og vokse – og til at udfordre nogle af de processer i organisationen, som kan trænge til en kærlig hånd. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er desuden en arbejdsplads, som vægter det sociale højt. Det ses ikke mindst i denne hjemmearbejdsperiode, hvor vi både har afholdt virtuel fælles morgenmad, kaffemøder og frokostaftaler – og endda virtuel fredagsbar på mit område med over 100 deltagere.

CV

Amalie Arleth Viinholt

Uddannelse: Cand.it. i IT & Kognition – Juni 2019

Med speciale i dansk sprogteknologi

Graduate i

Turnus 1: Procesautomatisering
Turnus 2: Data Management
Turnus 3: Business Intelligence og Projekter